Ved forarbejdning af pælefundamentstålbure er der en væsentlig forskel i omkostningsstrukturen mellem arbejdsbaseret indbinding og automatiseret udstyrsbehandling. Ved valg af udstyr bør byggeparten ikke kun overveje den første investering, men også foretage en omfattende beregning af de langsigtede samlede omkostninger.
Den arbejdsbaserede bindingstilstand kræver næsten ingen store udstyrsinvesteringer, men det er en arbejdsintensiv operation. Et standard stålburhold har normalt brug for 6-8 faglærte arbejdere til at udføre opgaven sammen. Omkostningerne består hovedsageligt af lønomkostninger, plus bindematerialer, administrationsmad og logi samt tab som følge af fejl og omarbejde; ved samme produktionskapacitet er den samlede enhedspris relativt høj, hvilket gør den velegnet til kortsigtede, små batch- og spredte projekter.
Den automatiserede stålbur rullende svejsemaskine har en engangskøbsinvestering, og de senere omkostninger består hovedsageligt af el og vedligeholdelse af reservedele. Kun 1-2 operatører er nødvendige for at være på vagt, hvilket kan erstatte flere stålarbejdere, hvilket reducerer arbejdsomkostningerne markant. Udstyret er servostyret, med præcise og stabile afstande mellem bøjlerne og diameteren på burkroppen. Ståltabet er lavere, og forarbejdningseffektiviteten kan nå op på 3-5 gange arbejdernes. Bearbejdningsomkostningerne på en enkelt meter kan reduceres med 30%-50%.
Tilbagebetalingsperioden afhænger af den årlige forarbejdningsmængde: præfabrikerede præfabrikerede fabrikker i stor skala, langsigtet stabil forsyning; løbende udførelse af vej og bro, kommunale pælefunderingsprojekter og byggepladser med tilstrækkelig årlig forarbejdningskapacitet, er tilbagebetalingshastigheden hurtigere. Hvis projektet er spredt, og der næsten ikke er noget behandlingsvolumen, er fleksibilitetsfordelen ved arbejdsbaseret binding mere fremtrædende.
